Hvordan reagerer din kat ved besøg hos dyrlægen?


Katte er bestemt spændende dyr at arbejde med! Når ejeren skal hjemmefra og katten skal i sin transportkasse, er det for rigtig mange en mindre behagelig oplevelse. Rigtig mange katte har ikke lyst til at blive puttet i kassen / tasken og mange ejere må sande at en kat pludselig kan fylde en halv kvadratmeter og derved er umulig at putte i kassen!
En god ide er at spraye lidt Feliway eller Felifriend, i kassen 5 – 10 minutter før. Felifriend og Feliway er beroligende duftstoffer – feromoner.
Løft katten og hold fast i forbenene med den ene hånd og bagbenene med den anden hånd og put så katten baglæns ind i kassen.
Mange katte kan ikke lide at køre bil og nogle jamrer sig højlydt under turen. Det kan i nogle tilfælde hjælpe at man lægger et tæppe eller håndklæde om kassen, så der bliver mørkt hos katten. Nogle katte vil urinere eller have afføring under turen, derfor er det meget vigtigt at der indeni i kassen / tasken er et håndklæde eller en avis, som kan suge væde.
Når man så kommer ind i konsultationen, vil katten ikke ud af kassen! Prøv så vidt muligt ikke at ryste katten ud – det kan desuden også være temmelig svært!
De fleste transportkasser er i dag meget nemme at skille ad, så det bedste er at tage den øverste halvdel af kassen. Dyrlægen kan så evt. undersøge katten mens den sidder i kassen eller forsigtigt løfte katten ud på bordet.
Hvilke reaktioner kan vi så komme ud for?
De fleste katte bliver lidt pacificerede ved at komme ud et nyt sted. De kan nærmest virke lammede og finder sig oftest i at blive undersøgt og vaccineret uden problemer.
Nogle katte er så nysgerrige at de skal undersøge bordet og måske også dyrlægen grundigt.
Nogle katte hvæser og sprutter og advarer os på de måder de nu kan, om at de vil være i fred!
Og så er der de katte som kommer ud at kassen som en raket og er alvorligt angrebslystne! Disse katte er farlige!
Vi ser også katte som i starten er meget rolige og finder sig i berøring, men som pludselig eksploderer og bliver meget aggressive. Pas meget på med disse!
En del katte skal til dyrlæge fordi de har pådraget sig f.eks. bidsår fra anden kat og er derfor meget ømme, disse smertepåvirkede katte kan opføre sig meget aggressivt. Derfor foregår mange af disse undersøgelser i narkose, da katten kan være helt umulig at holde. Det gælder også enkelte katte som bare skal have det årlige check, men som man ikke kan komme til på anden vis.
Hvad kan vi gøre for at katten skal få en god oplevelse hos dyrlægen?
Prøv at vænne katten til at transportkassen er hyggelig at opholde sig i. Kør evt. ofte men korte ture med katten.
Besøg evt. dyrlægen nogle gange mens katten er killing – kun i rolige perioder hos dyrlægen og efter aftale med personalet.
Hvis der opholder sig urolige eller gøende hunde i venteværelset, så hold god afstand eller lad evt. katten vente i transportkassen i bilen.
Brug Feliway eller Felifriend til at spraye i transportkassen + på undersøgelsesbordet. Dyrlægen kan have en Feliway dispenser i en stikkontakt i konsultalionsrummet. Brug rolige og velovervejede bevægelser og tal ikke med høj stemme.
Min erfaring er at katte ikke behøver at have haft en ubehagelig oplevelse for at have en aggressiv adfærd, og nogle katte som aldrig har udvist problemadfærd, kan pludselig "gå helt agurk", hvilket virkelig skræmmer ejeren – og os andre!
Nogle katte reagerer voldsomt hvis der har været en anden kat før den, især hvis denne anden kat har været angst eller aggressiv.
Det vi alle kan prøve, er at hjælpe hinanden med at være opmærksomme på kattens ansigts- og kropssprog:
Øjnene: Generelt er store pupiller tegn på angst – smalle / små pupiller er tegn på aggression!
Ørerne: Fremadrettede: nysgerrig / neutral. Ud til siden: Angst eller begyndende aggression. Pas på! Helt tilbagelagte: Hold fingrene væk!!!
Halen: Stille eller næsten stille: Neutral. Små hidsige vip med halespidsen: Stop med det du gør – eller…….! Pisken med halen: Lad katten være!!!
Hvis man ved at katten hører til gruppen der finder sig i noget berøring, men som så pludselig bliver vred, så informer dyrlægen om dette.
Hvis besøget drejer sig om en sund og rask kat der skal have sin årlige vaccination, vil det i nogle tilfælde være en god ide at vaccinere katten først – selv om det er ganske ureglementeret – og så undersøge hvad man kan komme til bagefter. De fleste katte reagerer ikke noget videre på at blive vaccineret, men selve undersøgelsen / håndteringen kan være meget stressende.
Der findes utrolig mange katteracer, som alle har deres særpræg. Men selv indenfor den enkelte race findes alle former for adfærd, så man kan ikke sige at f.eks. alle katte af en bestemt race altid er flegmatiske og rare, eller at en anden race altid opfører sig sådan eller sådan!
Respekter katten som den er! Det er næsten umuligt at ændre dens adfærd, men man kan dog prøve at vænne katten til mere berøring. For nogle virker det, men for andre vil adfærden blive intensiveret!

Jannie Jensen
Veterinærsygeplejerske siden 1972
www.kattepensionen-kbh.dk